En borger fortæller

Henrik fortæller om en dag på botilbuddet

Jeg bliver vækket kl. 8.00 af personalet, som jeg lukker ind. Der får jeg min medicin og tilbud om morgenmad. Personalet fortæller kort om, hvad dagen bringer (lægebesøg, psykiater, beboermøde etc.), inden de lukker døren og jeg sover videre.

Klokken 10.00 kommer personalet igen og fortæller, at der er en time til besøg af psykiater, og vi aftaler at personalet kommer igen om en halv time og banker på.

Personalet banker igen på, og jeg står op og får mig en kop kaffe, inden jeg sætter mig i stuen og ser tv inden mødet starter.

Klokken 11.00 går jeg sammen med personalet hen og holder møde med psykiateren, som kommer på ud på botilbuddet.

Efter endt møde går jeg i køkkenet, hvor frokosten er serveret, og jeg laver en tallerken med noget fiskefilet og leverpostej. Efterfølgende går jeg ned i min lejlighed igen, hvor jeg slapper af.

Klokken 14.30 bliver der banket på min dør, og jeg får fortalt at der er kaffe og boller i køkkenet efterfulgt af beboermøde i fællesstuen.

Til beboermødet snakker vi om, hvordan vi sørger for at være respektfulde over for hinandens udfordringer. Dette gøres efter botilbuddets husregler, som vi alle prøver at efterkomme. Vi får også informationer fra Regionen omkring eventuelle ændringer eller tilføjelser, der berører os.

Da mødet er færdigt går jeg i Multisalen, hvor jeg finder personalet og andre borgere på botilbuddet i gang med at spille PlayStation, hvorefter jeg deltager i et bilspil.

Da klokken er 16.30 går personalet og jeg i træningskøkkenet, hvor jeg får hjælp til at lave aftensmad. Aftensmaden har jeg planlagt med personalet nogle dage i forvejen, hvor jeg sammen med personalet har handlet det ind, jeg skal bruge. Når vi er færdige, rydder jeg op i samarbejde med personalet.

Efter maden går jeg tilbage og spiller PlayStation igen sammen med personalet, indtil klokken bliver 20.30. Der går jeg i køkkenet, hvor der bliver serveret kaffe og saftevand sammen med lidt brød.

Klokken 22.00 får jeg min sidste medicin, inden jeg går ind til mig selv og prøver at sove.

Henrik

Opdateret